Dansk (1917 / 1931) 1Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. 2Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, 3tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark 4og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. 5Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem. 6De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. 7De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, 8en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. 9Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig; 13min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 16Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke; 21grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand. 22Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 24Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under? 25Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom; 27ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber; 29Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad! Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |