Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred

Job 3:12
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Job 7:8
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

Job 7:21
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!

Job 10:21
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

Job 10:22
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.

Job 14:10
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

Job 14:12
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

Job 14:20
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Job 16:22
Thi talte er de kommende Aar, jeg skal ud paa en Færd, jeg ej vender hjem fra.

Job 17:13
vil jeg haabe, faar jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

Job 19:25
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.

Job 21:13
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

Job 21:23
En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:

Job 21:26
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

Job 24:19
Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet.

Job 24:20
Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

Job 26:5
Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

Job 26:6
blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.

Job 34:22
der er intet Mørke og intet Mulm, som Udaadsmænd kan gemme sig i.

Ezekiel 32:27
de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for til Dødsriget i deres Rustninger, hvis Sværd blev lagt under deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres Knogler; thi Rædsel for Heltene raadede i de levendes Land.