Dansk (1917 / 1931) 1Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: »Du maa ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
2Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
3Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, saa du bliver til Stammer i Hobetal.
4Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, saa du faar din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!«
5Saa lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder. 6Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde paalagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre, 7og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram. 8Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag, 9og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer. 10Saa drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til. 11Paa sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gaaet ned; og han tog en af Stenene paa Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der. 12Da drømte han, og se, paa Jorden stod en Stige, hvis Top naaede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den; 13og HERREN stod foran ham og sagde: »Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler paa, giver jeg dig og dit Afkom; 14dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes; 15se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end gaar og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!« 16Da Jakob vaagnede af sin Søvn, sagde han: »Sandelig, HERREN er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke!« 17Og han blev angst og sagde: »Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!« 18Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den. 19Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz. 20Derpaa gjorde Jakob følgende Løfte: »Hvis Gud er med mig og vogter mig paa den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig, 21og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, saa skal HERREN være min Gud, 22og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!« Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |