Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene.

Esajas 7:21
Paa hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Faar;

Esajas 17:2
dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes.

Esajas 25:2
Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.

Esajas 32:13
mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!

Esajas 32:14
Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Taarnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde —

Esajas 32:19
Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.

Esajas 35:1
Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;

Esajas 49:21
Da tænker du i dit Hjerte: »Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?«

Jeremias 25:37
og Fredens Vange lægges øde for HERRENS glødende Vrede;

Jeremias 52:27
og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Saa førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.