| Dansk (1917 / 1931)Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene.Norsk (1930)
For den faste by ligger forlatt, en folketom bolig, øde som ørkenen. Kalver beiter der; der hviler de og fortærer dens kvister; Svenska (1917)
Se, den fasta staden ligger öde, den har blivit en folktom plats, övergiven såsom en öken, kalvar gå där i bet och lägra sig där och avbita de kvistar där finnas.
|  | 
Esajas 7:21 Paa hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Faar;
Esajas 17:2 dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes.
Esajas 25:2 Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.
Esajas 32:13 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!
Esajas 32:14 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Taarnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde —
Esajas 32:19 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
Esajas 35:1 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;
Esajas 49:21 Da tænker du i dit Hjerte: »Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?«
Jeremias 25:37 og Fredens Vange lægges øde for HERRENS glødende Vrede;
Jeremias 52:27 og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Saa førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.
|
| |
|
